Logo
Leveret af Google Translate
  • Det sker i Vesterbølle
  • Kirken
  • Historie og Natur
  • Beboerforeningen

> Levende Landsby > Lokalblad

> Historie > Ansatte

> Menighedsrådet

> Vesterbølles historie > Telefoncentralen

> Holmen > Huse og gårde i Vesterbølle

> Bestyrelsen > Vedtægter

> Generalforsamling 2015 > Kontingent

> Generalforsamling 2017 > Generalforsamling 2018

Du er her: Forside / Beboerforeningen / Generalforsamling 2017

  • Generalforsamling 2017

Generalforsamling den 28. februar 2017

Formand Kirsten Felter fremlagde følgende beretning:

Gammel gård i Vesterbølle

I det forløbne år har foreningen arrangeret forskellige aktiviteter.

16. april havde vi den årlige klargøring af legepladsen. 23.juni havde vi byens traditionelle Sankt Hans fest, hvor vi måtte flytte fællesspisningen inden for i Sognehuset på grund af øsende regn. Men i aftenens løb klarede det op, og vi kunne gennemføre både petanqueturnering og bål i Katbakken. 6.-7. august havde vi for 11. gang Levende Landsby med 500 betalende gæster; lidt færre end tidligere år, hvilket vi tilskriver at vejrudsigterne et ikke helt var med os. Takket være Hannes flittige indsats på Facebook havde vi deltagere fra det meste af landet, også gæster, som ikke havde været her før. Arrangementet fik mange roser for blandingen af nye og gamle tiltag, og alt i alt kunne vi konkludere, at det på de store linjer var et vellykket arrangement.  Interessen for fællesspisningen lørdag aften sprængte alle rammer med over 100 deltagere i teltet.

Fredag den 14. oktober havde bestyrelsen valgt at genoptage traditionen med tidligere tiders høstfest i form af en løvfaldsfest for foreningens medlemmer. Fredag den 25. november havde vi julefrokost. Ud over det obligatoriske pakkespil havde Irene sørget for en quiz, hvor vi kunne teste vores julerelaterede viden, evnen til at samarbejde og betjene en smartphone – på én gang. Godt initiativ, som fik både unge og ældre i gang. Søndag den 27. havde vi igen juletræstænding sammen med kirke. Vi er glade for, at de nye ejere gerne vil fortsætte traditionen med at lægge grund til byens juletræ. 12. december gentog vi tilbuddet om inspiration til jule-og vinterdekorationer i Sognehuset. Fredag den 27. januar havde vi igen fællesspisning og efterfølgende film for medlemmer i Sognehuset.

 

Overskudsanvendelse

På sidste års generalforsamling blev der spurgt til anvendelse af foreningens overskud. Det er ikke meningen, at vi skal ophobe overskud, men bruge midlerne, så de kommer til gavn for flest mulige. I bestyrelsen besluttede vi dels at bruge en del af overskuddet på løvfaldsfesten, dels at anvende nogle af midlerne til en istandsættelse af legepladsen, som trænger til en del udbedring. Her i løbet af marts plantes ny hæk mod vejen ved petanquebanen, og herudover har vi planer om en ny indramning til sandkassen, så børn og sand kan blive inden for. Forhåbentlig kan vi få gjort den lidt mere indbydende, så den kan fungere som samlingssted for både børnefamilier og andre af byens borgere.

 

Nyt på bedding:

En ide, som vi i årets løb har leget med i bestyrelsen, har været at genoptage projektet med at få etableret en eller flere vandrestier omkring Vesterbølle.  Det kunne dels være en sti fra Vesterbølle over Lilleå til Gedsted eller rundt om skoleskoven. Dels har vi puslet med tanken om en sti over Holmen og Lerkenfeld å til Gammel Ullits. Kort før jul fik vi besked fra Vesthimmerlands kommune, Park, Havn og Natur med meddelelse om tilladelse til etablering af gangbro over Lilleåen. Det gav stødet til, at vi mere seriøst begyndte at overveje, om det var noget, vi skulle gå videre med. Vi har haft en uformel kontakt til bestyrelsen for borgerforeningen i Gl Ullits, som umiddelbart var meget tændt på ideen. Vi aftalte at vi på begge sider af åen skulle tage det med til vores respektive generalforsamlinger for at høre, om det var noget, der var stemning til at arbejde videre med. Fra Gl Ullits har de meldt tilbage, at stemningen herfra er meget positiv til at gå videre med at undersøge mulighederne.

Den 2. februar deltog Kristian Nielsen og jeg i ”Landsbydating” i Vestrup, hvor landsbyer i kommunen var indbudt til at udveksle erfaringer, inspirere hinanden og snakke om projekter af fælles interesse. Noget af det, der var på dagsordenen, var netop etablering af vandrestier. Der er en stigende interesse for vandring på landsplan, og det er noget af det, som man fra kommunens side er meget opmærksom på, når man taler udvikling i Vesthimmerland. Vi fik også information om, hvordan vi i den sammenhæng kan bruge kommunens naturvejleder, og om den nye landsbycoachordning, som man kan trække på og få hjælp både i forhold til regelværk og økonomi /projektansøgninger. Alt i alt ser det ud til, at vi har fat i noget, som ligger i god forlængelse af de ting, man overordnet ønsker at prioritere i Vesthimmerlands kommune.

I bestyrelsen synes vi, det er et projekt, der vil være spændende at arbejde videre med. En eller flere vandrestier i området kan være med til at synliggøre det natur- og kulturlandskab der er særligt for Vesterbølle, og være med til at flere får øjnene op for vores område. Men det er også et større projekt, som står og falder med, at der er nogle ildsjæle, der vil gå ind i en fælles arbejdsgruppe og trække læsset. Det skal afklares, hvad det er for stier, vi snakker om; spor eller egentlige vandre- eller ridestier. Det skal afklares, hvor stierne kan gå, og hvem der skal holde dem ved lige. Det skal afklares, hvordan forholdene er med fredning og muligheder for at krydse Lerkenfeld å. Og sidst men ikke mindst skal det afklares, hvor pengene skal komme fra. Så derfor vil det være alle tiders, hvis der også er nogle af jer, der har tid og lyst til at gå ind i arbejdsgruppen for sådan et projekt, eventuelt sammen med en eller to fra bestyrelsen, og sammen med repræsentanter for foreningerne i Gedsted og Gl Ullits.

 

Afslutning:

I det år, hvor jeg har været formand, har jeg oplevet, at der er stor interesse for landsbyerne. Der kommer med jævne mellemrum informationer og opfordring til at være med i nye tiltag; landsbydating, kulturblad, kulturarvsmåned m.v.

Landsbycoachordningen er et eksempel på, at der er en stigende opmærksomhed på, at udvikling af landområderne kræver en indsats – og at det er os, der bor her, der er den vigtigste ressource. I løbet af det sidste år er der sket det glædelige, at der er kommet nye beboere på flere adresser, og der er kommet lys i vinduerne på nogle af de huse, der har stået tomme. Det er mange unge mennesker, der er flyttet hertil, og det er i sig selv rigtig glædeligt. Vi håber selvfølgelig, at det også er mennesker, der har lyst til at engagere sig i, hvad der foregår i Vesterbølle, og være med til at præge de ting, vi laver i foreningen. I bestyrelsen har vi taget hul på en snak om vores arrangementer. Hvad er det for arrangementer, vi laver? Hvordan kan vi åbne dem for flere? Og hvordan kan vi i det hele taget være forening for både unge og ældre, indfødte og tilflyttere, så Vesterbølle stadig kan være et godt sted at bo?

Vi oplever også interesse udefra. I sidste uge tikkede der en henvendelse ind i min mailboks fra en antropologistuderende, som gerne vil lave feltarbejde her i forbindelse med sit speciale. Jeg synes, det er spændende at nogle har lyst til at kigge på os udefra, og jeg har foreslået, at hun kommer til Vesterbølle i forsommeren. Så kan vi holde et møde i foreningen, hvor hun orienterer om projektet, så vi alle sammen kan blive lidt klogere på, hvad det går ud på – og man kan afgøre med sig selv, om det er noget, man har lyst at være med til.  Mere om dette i næste nummer af Lokalbladet.

Hermed lægger jeg beretningen frem for jer til drøftelse.

 

Beretningen blev godkendt.

Regnskabet blev fremlagt af Hanne Kudahl og godkendt.

 

Valg til bestyrelsen:

På valg var Mette Lillethorup, Hanne Kudahl og Henrik Skammeritz samt suppleant Brian Christophersen. Mette og Hanne ønskede ikke genvalg. Henrik og Brian blev valgt ind i bestyrelsen. Nyvalgt blev Aase Jakobsen. Som 1. suppleant blev valgt Kaj Aage Sørensen. Som 2. suppleant blev valgt Karin Hasling.

Email til redaktør: Orla Jokumsen

  • Det sker i Vesterbølle
  • >Levende Landsby
  • >Lokalblad
  • Kirken
  • >Historie
  • >Ansatte
  • >Menighedsrådet
  • Historie og Natur
  • >Vesterbølles historie
  • >Telefoncentralen
  • >Holmen
  • >Huse og gårde i Vesterbølle
  • Beboerforeningen
  • >Bestyrelsen
  • >Vedtægter
  • >Generalforsamling 2015
  • >Kontingent
  • >Generalforsamling 2017
  • >Generalforsamling 2018

Vesterbølle 

Webmastere:
Orla Jokumsen

Privatlivs- og databeskyttelsespolitik

Redaktørlogin

Cookies hjælper os med at levere vores tjenester. Ved at bruge vores tjenester, accepterer du vores brug af cookies. Læs vores cookiepolitik